Kyllingelår i fad med tomater, kartofler og hvidløg

Jeg elsker simremad, rodfrugter og alt det andet, der hører efteråret og vinteren til. Men selv om kulden endnu ikke har sluppet sig tag over land og by, så trængte jeg i går til noget lettere og friskere. Derfor legede jeg, at sommeren allerede havde meldt sin ankomst, da jeg gik i køkkenet for at lave ovenstående italienskinspirerede, ovnstegte kylling. Så kan det godt være, at tomaterne ikke var fra min mors drivhus (som jeg ofte plyndrer), men i stedet havde rejst hele vejen fra Spanien til de mere nordlige himmelstrøg. Bagt på denne måde sammen med kyllingelår, hvidløg og løg drysset med basilikum var de dog helt og aldeles uimodståelige og vanvittigt søde – nærmest som en smagseksplosion i munden.

Brug så vidt muligt de bedste tomater, du kan få fingrene i, og gå langt uden om de billige, orange tomater fra supermarkedet. Jeg brugte nogle små blommetomater på stilk, som tilføjer et rustikt element til præsentationen. Den opmærksomme læser har nok bidt mærke i, at jeg elsker rustik mad (se bare min irske stuvning og min braiserede lammeskank, som i øvrigt er to gode middagsidéer, hvis denne ret endnu er for sommerlig for dig).

Læs mere…

Bruschetta med svampe

For et par dage siden spurgte en læser, om jeg havde et forslag til, hvad han kunne servere inden en omgang osso buco. Jeg tænkte, at han ville have mere at vælge imellem (i stedet for de par forslag jeg kunne diske op med), hvis jeg stillede spørgsmålet på min facebook-side. Det kom der en masse interessante forslag ud af, og et af dem var bruschetta med svampe. Siden har jeg ikke været i stand til at tænke på andet, og som beskrevet i gårsdagens post om fastelavnsboller, så er den eneste kur naturligvis at indtage en portion.

Jeg havde købt en bakke blandede svampe bestående af kantareller, østershatte og hvad jeg mistænker for at være brune markchampignon. Man kan dog også bruge helt almindelige champignons. Svampene kom på en pande, hvori jeg havde sauteret en smule løg. Stege, stege, stege. En sjat fløde og en sjat marsala, og svampene er klar til at komme på sprøde brødskiver, så snart de er smagt til med salt, peber og en smule citronsaft (jeg havde ikke citron, så jeg brugte balsamicoeddike i stedet. Pas dog på – der skal ikke meget til, før det bliver for sødt).

Læs mere…

Spaghetti vongole

Spaghetti vongole, eller spaghetti med venusmuslinger, får mig til at tænke på sommer i Italien. Hvis jeg lukker øjnene, mens jeg tager en mundfuld, og samtidig ignorerer februarregnen, der pisker mod vinduet, er det næsten som at være tilbage i støvlelandet. For nogle år siden tilbragte jeg en uges tid i den lille toscanske by Pietrasanta, hvor nogle venner har et hus omringet af citron- og oliventræer og med udsigt over bjergene. Dagene startede med brød, ost, skinke og frugt fra den lille deli nede ad vejen, mens frokosten og aftensmaden blev spist på lokale restauranter. Ofte faldt valget på retter som denne bestående af få men smagfulde ingredienser tilberedt simpelt, så de enkelte dele får lov til at træde i karakter.

Denne spaghetti med venusmuslinger er en italiensk klassiker, som er fantastisk hurtig at lave. Inden spaghettien er kogt færdig, kan du nå at tilberede resten, og så er det bare lige om at vende det hele sammen. Der er nemlig ikke det store skrubbearbejde, når disse muslinger skal gøres klar, og selve tilberedningstiden af dem tager ikke meget mere end fem minutter fra start til slut.

Læs mere…