Confit af fasanlår og farseret fasanbryst med variation af rødbeder

I kender vel alle tungetvisterne “fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad” og “stativ, stakit, kasket”. Her på den grønne ø findes der lignende sætninger, hvor man er nødt til at holde tungen lige i munden, medmindre de skal ende i det rene volapyk. Min favorit er: “I’m not a pheasant plucker, I’m a pheasant plucker’s son. I’m only plucking pheasants ’til the pheasant plucker comes”. Prøv at sige det tre gange lige i rap.

Ovenstående kom naturligvis op, da jeg for nogle år siden deltog i en fasanjagt i smukke Wicklow syd for Dublin. Mens de andre af det feminine køn valgte at blive tilbage i huset, drog jeg som den eneste pige ud med jægerne (det var for godt et tilbud til at sige nej), og selv om vi højest skræmte et par fasaner, var det en sjov oplevelse. Vores vært havde naturligvis sørget for, at der allerede var nedlagt et par stykker, inden vi ankom, så aftensmaden var sikret. En af middagens deltagere var kok og stod for tilberedningen, der foruden fasanbryster inkluderede bladselleri, cider og rigelige mængder bacon. Med sådan en ingrediensliste kan det aldrig gå galt.

Da jeg i weekenden faldt over en frisk fasan hos fiskehandleren, fik jeg lyst til at eksperimentere lidt selv, hvilket resulterede i denne ret bestående af confiteret fasanlår med farseret fasanbryst, honninglaserede rødbeder, rødebedechips, pommes anna og en sauce på fasanskroget, portvin og madeira.

Læs mere…

Andebryst med græskar & braiseret radicchio m. portvinssauce

Det kan være en udfordring, når velsmag og sund, nærende mad skal gå op i en højere enhed, men når det lykkes, smager det om muligt endnu bedre end selv de bedste af de tungere retter – måske mest fordi man føler sig let og godt tilpas bagefter, og selv indtagelsen af enorme mængder synes ganske forenelig med en sund livsstil. Da jeg for nogle dage siden havde inviteret en nær veninde på middag i min nye bolig i København, havde jeg lyst til at servere noget sundt og lækkert, da hun til trods for seriøs chokoladeafhængighed går højt op i mad med overvægt af grønt. Hun er typen, der mod min vilje lokker mig til at prøve linsegryde, og det var også hende, som overbeviste mig om, at det der med ærtesupper alligevel ikke var noget sødt og klistret stads, som mørkere kræfter havde påduttet menneskeheden. Begge dele smagte fortrinligt.

Derfor røg der både andebryst, blåmuslinger og den bitre, røde radicchiosalat over disken, da jeg tog et smut forbi de nyligt åbnede Torvehaller på vej hjem fra arbejde. De ligger ret belejligt (læs: lidt for belejligt) på vejen fra min endestation til mit nye hjem på den anden side af søerne, og jeg forudser allerede bekymrede opkald fra min bankrådgiver, hvis grådigheden skulle overmande mig, mens jeg befinder mig der med dankortet i hånden. Indkøbene førte til en stor skål moules mariniere til forret, mens hovedretten bestod af ovenstående rosastegt andrebryst, som først røg en tur på panden og dernæst en tur i ovnen. Andebrystet blev serveret med braiseret radicchio i en portvinssauce samt græskarpuré med bagte hvidløg. Græskaret havde jeg i et øjebliks vanvid købt sammen med to andre til Sydhavsøernes Frugtfestival (jeg havde glemt, at de ligesom også skulle transporteres hjem med offentlige transportmidler).  Læs mere…

Hummer med hvidløgssmør og ovnbagte grøntsager

Det er sjovt, som visse madminder fra barndommen står stærkt i min erindring. Et af disse er første gang, jeg smagte hummer. Jeg har nok ikke været meget mere end ti år gammel, men jeg husker stadig den dengang noget fremmede smag fra de knaldrøde skaldyr, som nogle rige, tyske venner havde taget med til grillaften hos os en lun sommeraften. Lige så lidt interesseret jeg var i hummeren dengang (deres pæne, jævnaldrende søn var meget mere interessant), lige så uvirkeligt forekommer det mig i dag, at mit daværende jeg – en lille “foodie in the making” – ikke kastede sig frådende over det delikate skaldyrkød. Efter cirka 24 timers non-stop regn over København, er det dejligt at tænke tilbage på den dag, som på sin vis symboliserer alle barndommens somre – duften af grill, ubekymret leg og evig sommersol.

Ovenstående hummere var de første, jeg selv har kogt. Det virker noget barbarisk at slå et levende dyr ihjel, men efter forrige sommers krabbekogning var jeg hærdet. Sådan da. Jeg vidste, at det der med at overveje at navngive dyrene var en dårlig idé, og jeg havde allerede gjort op med mig selv, at den mest humane måde at slå dem ihjel på, var ved at lægge dem i fryseren i en 20 minutters tid, hvilket eftersigende skulle sløve dem, og dermed gøre den mindre detalje med, at de koges levende, lidt nemmere at håndtere for en person, som går nogenlunde op i dyrevelfærd (så længe vi lukker øjnene for, hvordan foie gras egentlig bliver til).

Læs mere…

Pandestegte vildlaksefileter med hummersauce og grønne asparges

I går aftes lavede jeg pandestegt vildlaks med en cremet hummersauce, og retten var, al ydmyghed sat til side, den lækreste fiskeret, jeg endnu har formået at lave. Selv om jeg både har opskrifter på dampede blåmuslinger, gratineret hummer og langtidsstegt lammeskulder på vej, så var denne lækre sag nødt til at komme forrest i køen. Laksen var perfekt stegt, og de grønne asparges havde bid, men det var saucen, som gjorde dette måltid til noget helt særligt.

Den blev lavet på en hjemmelavet hummerfond, og når først den er lavet, det tager cirka 45 minutter, så kan retten laves på cirka 10 – 15 minutter. Derfor er den fin både til hverdag, når det skal gå stærkt, eller når gæster rigtig skal forkæles. Fonden kan i øvrigt også laves i forvejen. Den kan holde sig cirka tre dage i køleskabet eller en måned eller to i fryseren.

Jeg havde egentligt tænkt mig at bruge saucen sammen med kammuslinger, men da jeg ikke havde adgang til disse, da sulten meldte sin ankomst, blev det vildlaks i stedet, og jeg vil vove at påstå, at saucen vil passe til alle slags fisk. I mit hoved har jeg allerede kreeret retter af havtaske svøbt i parmaskinke med denne sauce, og så snart jeg får mulighed for at tage et smut til fiskehandleren, så står der kammuslinger på menuen herhjemme.

Læs mere…

Små beef Wellingtons

Beef Wellington, opkaldt efter hertugen af Wellington der besejrede Napoleon i 1815, er en af mine absolutte favoritter inden for det britiske køkken. Har du ikke smagt Beef Wellington, så forestil dig en luksusversion af den traditionelle, danske indbagte svinemørbrad. Svinemørbraden er skiftet ud med koens fineste udskæring, oksemørbraden, mens fyldet mellem butterdej og kød består af duxelle, et mix af svampe, løg og vin. Indmellem bruger man også den kostbare foie gras sammen med svampefyldet.

For mig er Beef Wellington noget nær det perfekte gæstemad. Foruden at smage som en lille bid af himlen, så kan det meste laves i forvejen. Bare følg opskriften lige indtil, at de små butterdejspakker skal i ovnen. Sæt dem i stedet på køl, indtil de skal bruges. Lad dem dog gerne stå ved stuetemperatur i en halv times tid, efter de er taget ud af køleskabet, før de steges i ovnen.

Læs mere…