
Juletid er traditionstid, men indimellem er det godt med inspiration udefra til at tilføre den søde højtid noget ekstra godt. Hos mig er det i år den skotske klassiker shortbread. Mens traditionelt julebag som peberkager, brunkager og lignende godt kan overleve julen i min familie, så går der ikke længe efter disse lækre sager er ude af ovnen, til at alt, hvad der er tilbage, er krummerne i bunden af kagedåsen. Det erfarede jeg for et par dage siden, da jeg gik i gang med en portion for første gang. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at give de fleste af dem væk, men da jeg kom til at stille de fine små kager for tæt på hinanden på bagepladen, smeltede de sammen. Det var ikke et kønt syn. Af den grund mente jeg ikke, at de var passende som gave, og da madspild er noget, jeg for alt i verden gerne vil undgå, endte jeg med at spise næsten alle sammen selv. Nogen skal jo gøre det, ikk’?


