
Igår fik jeg endelig besøg fra Irland. Det skulle fejres med en lækker middag. For at gøre det nemt for mig selv, sørgede jeg for, at forretten og desserten var forberedt i forvejen. Derfor blev det til jomfruhummersuppe (basen havde jeg lavet for nogle uger siden og frosset ned, så der skulle blot tilsættes fløde og brandy) til forret og chokolademousse (som jeg havde lavet om eftermiddagen) til dessert.
Hovedretten bestod af andebryst med en balsamico- og marsalareduktion, honningstegte blommer, karamelliserede løg og fondant-kartofler (det kaldes de i opskriften). Jeg nøjedes med et enkelt andebryst, fordi der både var forret og dessert. Nøjes man med hovedret, og er man meget sulten, er det måske nok en ide med to styk andebryst til to personer. Ellers passer to styk til tre personer.


