Suppe med wontons og urter

Wontons er en af de asiatiske lækkerier, som jeg altid har elsket, men som jeg aldrig rigtig har taget mig sammen til at lave, hvis man da lige ser bort fra den friturestegte udgave. Da min mor serverede en portion dagen før juleaften, blev jeg mindet om, hvor forbandet godt de smager, så da jeg havde en stille afslapningsweekend foran mig, kom de på menuen. De er så lette at lave, at jeg slet ikke kan forstå, at jeg ikke har lavet dem før nu. Det eneste tidskrævende i denne opskrift er sådan set suppen, men selv her er der ikke det store arbejde i det. For at lave den kræver det blot en stor gryde, en kylling, lidt suppeurter og et par timers tålmodighed.

Jeg lavede kyllingesuppen dagen før ved at koge en kylling sammen med porretoppe og gulerødder. Efter kyllingen var kogt færdig (det tager cirka en time afhængig af størrelse – man kan se, at den er færdig, når benene sidder løst, og kødet nemt falder fra benene), pillede jeg kødet fra og kom benene tilbage i gryden, som fik lov til at boble videre ganske stille og roligt i et par timer. Suppeurter og kyllingeben blev slutvist siet fra, og suppen kom på køl. Det gode ved at lave suppe/fond, dagen inden den skal bruges, er, at fedtet bliver hårdt og samler sig i toppen. På den måde er det nemt at fjerne med en ske.

Læs mere…

Stegte nudler med rejer, chili og hvidløg

Jeg er i fuld gang med at sortere en frygteligt masse billeder fra New York, så indtil der er styr på dem, får i lige en lækker og hurtig opskrift, som jeg lavede, før jeg tog af sted. Den er perfekt til disse dage, hvor forårssolen viser sig fra sin bedste side, og man derfor ikke gider bruge alt for meget tid indendørs i køkkenet. Den tager nemlig intet andet end et lille kvarters tid at bikse sammen, og er man ikke til rejer, så kan de sagtens erstattes med kød eller ekstra grøntsager. Det samme gælder den broccoli, som jeg brugte, da jeg lavede retten. Det var, hvad der gemte sig i køleskabets grøntsagsskuffe, men har man i stedet peberfrugter, bønner, bønnespirer eller andet godt, så bruger man bare det.

Opskriften er ikke decideret thailandsk, men den er inspireret efter en klassiker fra det thailandske køkken, pad grapow, som man næsten finder på ethvert menukort, når man gæster en thailandsk restaurant. Er restauranten beliggende uden for Thailand, vil det ofte være soya og forskellige grøntsager i retten, mens kokkene på gadekøkkenerne i Thailand foretrækker at holde det simpelt. Her er de primære smagsgivere normalt små, stærke birdseye-chillier, som knuses sammen med hvidløg, inden det steges i en wok (noget der kan få et hus fyldt med middagsgæster til at bryde ud i et kollektivt hosteanfald – jeg taler af erfaring) sammen med kød og thailandsk, hellig basilikum, som ikke skal forveksles med den thailandske søde basilikum. I retten her har jeg udeladt basilikum og tilsat en smule soya, og i stedet for ris vendte jeg en håndfuld ægnudler sammen med resten af indholdet i wokken.

Læs mere…

Oksekød i panang karry (panang neur)

Panang karry med oksekød, kokosmælk og kaffir limeblade var en af de første karryretter fra Thailand, som jeg forelskede mig i. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg i mine sene teenageår tiggede min stakkels mor om at lave den, hver eneste gang jeg besøgte hende. Taget i betragtning at mine besøg fandt sted ganske ofte, undrer jeg mig i dag over, at hun gik med til at lave den gang efter gang. Jovist, den smager fremragende, men jeg tror alligevel, at det må være en særlig slags kærlighed, der ligger til grund for en sådan kædeproduktion af thailandsk karry, som man måske nok skal være mor til at forstå.

Min karrybesættelse resulterede naturligvis i sidste ende i, at hverken jeg eller resten af familien kunne udstå synet af den i et stykke tid. Heldigvis har retten nu fået en slags renæsance herhjemme, og det er jeg i den grad glad for. Det er en af de mest lækre og simple karryretter, man kan lave, og har man først panang karrypasta i køleskabet og kaffir limeblade i frysen (begge dele kan holde sig i uendeligheder), så skal man ikke engang forbi et asiatisk supermarked for at fremtrylle denne thailandske klassiker.

Læs mere…

Vietnamesisk nudelsalat med grillet svinekød (Bun Thit Nuong)

Kender i det, hvor man har en eller anden ret, som man er nødt til at bestille, hvis man ser den på et menukort? Sådan har jeg det med Bun Thit Nuong, som er en populær, vietnamesisk ret bestående af marineret, grillet svinekød på en kold salat med vermicellinudler. Vietnamesisk dip hældes over (jeg foretrækker at drukne nudlerne i den), og man står nu med et fremragende men simpelt måltid, som tilmed er knasende sundt.

Jeg spiste den ofte på en af mine yndlingsrestauranter i Hong Kong, da byen er et fantastisk sted at prøve andre asiatiske køkkener. Her kunne må få nudelsalaten med alt fra kæmperejer og fine skiver oksekød til dybstegte forårsruller. Dippen, som består af fiskesovs, eddike og sukker samt en smule hvidløg, gulerod og chili, stod i flasker på hvert bord, på samme måde som man i middelhavslandene har olie og eddike til fri afbenyttelse.

Læs mere…

Autentisk pad thai | Stegte nudler med rejer

Pad thai er lynstegte nudler med enten rejer, svinekød eller kylling, som toppes med knuste peanuts. Retten er en klassiker inden for det thailandske køkken, og ingen thairestaurant med respekt for sig selv præsenterer et menukort uden pad thai, som er lige så populær som de sprøde forårsruller og de stegte ris. Har man først smagt retten, forstår man hvorfor.

Der findes en del opskrifter på pad thai, hvor man let og elegant at hopper over de mere eksotiske ingredienser som tamarind. Det er en skam, for det ekstra arbejde, der ligger i rode rundt i asiatiske butikker efter disse, opvejes af smagen af det ægte thailandske køkken. Derfor, og fordi en læser har efterspurgt opskriften, får i her den autentiske udgave, som min thailandske mor har lært mig at lave.

Læs mere…