Simremad | Braiseret lammeskank i rødvin

Print opskrift

Findes der noget bedre end en rigtig god omgang simremad på denne årstid? Mens blæsten jager de nedfaldne blade gennem gader og stræder, og regnen pisker mod vinduet, er det i min verden noget, der nærmer sig lykke i koncentreret form, at trisse rundt i huset, mens jeg jævnligt stikker næsen i vejret og dufter til den mad, som langsomt simrer på komfuret eller inde i ovnen sammen med vin og grøntsager.

Nogle af mine livretter hører til denne slags mad. Beouf bourgignon, osso buco, beef & guiness stew – jeg kunne blive ved. I weekenden forsøgte jeg at udvide mit repertoire inden for denne ‘genre’ ved at lave braiseret lammeskank i rødvin. Opskriften er min egen, og den blev lavet ud fra, hvad jeg mener, ville smage godt sammen, samt hvad jeg nu lige havde tilgængeligt. Resultatet var super lækkert med mørt, mørt kød, som nærmest faldt af benene, så snart man stikker gaflen i det og en god, fyldig sovs som komplimenterede kødet smukt.

Til denne opskrift skal man bruge en stor gryde, som kan tåle at komme i ovnen. Har man ikke det, kan man dog godt nøjes med at bruge en almindelig gryde på komfuret. Bare sørg for at det simrer blidt.

Ingredienser til 4 personer:

  • 4 lammeskanke
  • olivenolie
  • salt og peber
  • 2 store løg eller 4 små, hakkede
  • 5 fed hvidløg, hakket
  • 2 gulerødder, skåret i skiver
  • 2 dl oksefond
  • 1 ds hakkede tomater
  • 1 flaske rødvin
  • 2 laurbærblade
  • et par kviste timian
  • jævning (smørbolle, maizena eller mel og vand)
  • balsamicoeddike
  • sukker

Indstil ovnen på 150 grader.

Lammeskankene krydres med salt og peber og brunes i en god sjat olie. De tages op af gryden og sættes til side. Svits løg, hvidløg og gulerødder i samme gryde. Kom så hakkede tomater, rødvin, fond, laurbærblade og timian i sammen med lammeskankene. Bring det hele i kog og sæt så i ovnen med låg på. Lad det simre i cirka 2 ½ time eller indtil kødet er mørt. Tag ud af ovnen, tag lammeskankene op og hold dem varme. Si soven (husk at gemme grøntsagerne) og kog den ned, hvis der er behov for en kraftigere smag. Smag til med salt, peber, en smule sukker og eventuelt en skefuld balsamicoeddike.

Jeg servede retten med kartoffelmos med purløg, som jeg anrettede i en dyb tallerken. Ovenpå kartoffelmosen lagde jeg et par skefulde af grøntsagsblandingen og oven på den en lammeskank. Jeg sluttede af med at hælde sovsen over.


Fik du læst:

Regnbueørred i folie
Pasta penne i cremet gorgonzolasauce med spinat og valnødder
Græskarsuppe


You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed.
You can leave a response, or create a trackback from your own site.

30 Responses to “Simremad | Braiseret lammeskank i rødvin”


  • Kommentar from Piskeriset

    *slurp!*
    Jeg får sådan en lyst til at lave simremad, når jeg ser det billede! Jeg er pt. i vildrede mht. hvad jeg skal lave af mad i weekenden, men jeg vil da seriøst overveje noget lignende! Mmmm!

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Piskeris,
    Det lyder som en god ide. Simremad + weekend = rigtig god weekend :) Jeg overvejer også at få prøvet kræfter med både oksehaler og svinekæber snart.

  • Kommentar from Klidmoster

    Wee, det ser fantastisk godt ud. Det er en af mine livretter :-) Lammeskanke, osso buko og svinekæber går man aldrig fejl af. Hvor købte du dine lammeskanke?

  • Kommentar from Hanne

    Kære Nadia
    Uhm, uhm, uhmmmmmmmmmmmmmmmmm….. For dælen, hvor kunne jeg godt spise sådan en portion lige nu. Jeg elsker (surprise;)) simreretter. Mere af det!
    Mange hilsner
    Hanne

  • Kommentar from foodfanatic

    Ja det er bare skøn vinter- og efterårsmad. Har endnu ikke prøvet svinekæber, men efter at have læst om det på diverse blogs her på det seneste, så tror jeg bestemt, at jeg må prøve dem. Jeg købte lammeskank hos slagteren. Har aldrig set dem i almindelige supermarkeder.

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Hanne,
    Haha, tænkte nok du også var pjattet med den slags. Vi har jo en del til fælles på den kulinariske front :)

  • Kommentar from Klidmoster

    Hej igen :-)

    Jeg så lige at du spurgte til min rødvinssauce. Du kan se den her.

  • Kommentar from Flemming Stenløkke

    Hej Nadja !
    Jeg er en, ud af en gruppe(www.gastronauterne.dk)af Århusinaske mænd, som hygger sig med at lave lækker mad.
    Jeg her tanker om, at lave et tema hvor øl indgår i alle tre retter. Jeg er overbevist om, at jeg på din gamle blok har set en opskrift på ølbrasierede svinekæber, men jeg kan ikke finde den. Er det mig der husker forkert, eller findes den?

    mvh
    Flemming

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Flemming,
    Jeg er bange for, at det ikke er på min blog, du har set den opskrift. Prøv eventuelt at kigge på Hanne K’s blog eller Familiemad. Du finder links til begge i højre side af bloggen. Jeg mener nemlig også, at jeg har set den opskrift. Held og lykke med jagten.
    Nadia

  • Kommentar from Tina

    MUMS!!! Tak for mad :-)
    Tina

  • Kommentar from foodfanatic

    Hej Tina
    Du får godt nok prøvet nogle opskrifter fra siden her. Det er helt vildt fedt. Tak for din kommentar :)
    Kh Nadia

  • Kommentar from Kasper

    Hej Nadia

    Tak for en flot side og en supergod opskrift. Jeg lavede et tilbehør af belugalinser med lidt kalvefond, urter og rødvin i, det var bestemt heller ikke kedeligt:

    http://peecee.dk/upload/view/266764

    Kasper

  • Kommentar from foodfanatic

    Hej Kasper
    Jamen selv tak. Det lyder som en rigtig lækker kombination. Virkeligt flot billede du har taget.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Marianne

    Jeg lavede denne opskrift den anden dag, fantastisk aftensmad vi fik !!!
    Nu står jeg så med et stykke oksebov jeg vil lade simre, me mangler en god opskrift. Forslag ?

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Marianne
    Dejligt at høre, at du synes om opskriften. Jeg spurgte på min facebookgruppe efter tip til retter med oksebov. Du kan se svarerne her: http://www.facebook.com/pages/foodfanaticdk/101458499906601
    God fornøjelse.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Tommy Højgaard

    Super opskrift. Har lige lagt mig på sofaen oven på dette fantastiske måltid. Startede med dampede muslinger med hjemmebagt langtidshævet brød og derefter din lammeskank. Genialt og temmelig “hårdt” bagefter. Lækkersulten fik overtaget efter jeg var mæt…

  • Kommentar from Tommy Højgaard

    Glemte iøvrigt: Til skanken havde jeg valgt en Brunello de Montalcino fra Castello Banfi 2005. Dejlig kraftig og sødmefuld. Komplementerede skanken overvældende godt.

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Tommy
    Mange tak for din kommentar og dit forslag til vin. Dampede muslinger med hjemmebagt brød lyder iøvrigt også fremragende. Jeg har tænkt på dem lige siden, jeg læste din kommentar.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Marianne

    Hej igen igen
    Står netop nu i køkkenet og tilbereder denne opskrift igen :-) Den er fantastisk. Intet mindre.
    Har du en ide til nogæe svinekæber, de er ret store syns jeg og er lidt på bar bund.
    På forhånd tak

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Marianne
    Det glæder mig at høre. Jeg har desværre ikke forsøgt mig mad med svinekæber. Da jeg sidste år, ville lave en ret med dem, var de umulige at opdrive i Dublin. Det er dog på to-do-listen.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Nina

    Kære Nadia
    Tusind tak for en dejlig inspirerende blog. Jeg har kun kendt den i kort tid, men har haft stor succes med de få ting jeg har nået at prøve.
    Mit næste mål er de lækre lammeskanke, hvorfor jeg vil høre om jeg kan lave dem i en stegeso ?

    På forhånd tak.

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Nina
    Det burde du sagtens kunne. Jeg har aldrig selv brugt en stegeso, men det er vist præcis samme funktion, som den ovnfaste støbejernsgryde, jeg bruger selv. God fornøjelse.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Vibeke

    Denne opskrift ser fantastisk ud. Står og skal holde fødselsdagsmiddag for 13 personer og har ikke en stegegryde stor nok til ovnen. Til gengæld har jeg en 15 liters-gryde….kan jeg lave lammeskankene i den tror du og hvor lang tid skal de så simre?

    Mvh Vibeke

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Vibeke
    Det kan du sagtens, men så skal du nok lave det på komfuret. Sørg for at temperaturen er meget lav, de skal kun simre ganske blidt, for ellers risikerer du, at det brænder på. Sørg også for, at der er rigeligt med væske. Du kan evt. koge den lidt ned efter kødet er taget op, hvis nødvendigt. God fornøjelse.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Lars Aagaard

    Med 2 hammershus-lammeskanker er der lagt op til – alt for megen – nummenum! Tak for en nem og lækker opskrift, som det er svært at fare vild i! Kan ikke noksom anbefale Jan Serups lam, hvis mødre (og vel også fædre?) afgræsser naturområder på Bornholm – en rigtig fin fyr, som gerne fortæller om får, vegetation og bordercollier, der er skabt til at holde styr på flokkene.(link fjernet. red).

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Lars
    Velbekomme. Det lyder rigtig lækkert.
    Mvh Nadia

  • Kommentar from Annette

    Meget laekkert. VIl lave retten i min crockpot.
    MVH
    Annette-Florida

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Annette
    Mange tak. Det er en skøn simreret. God fornøjelse med den.
    Kh Nadia

  • Kommentar from Hanne Nielsen

    Jeg har lige fundet denne gamle “tråd”.
    Opskriften lyder så superlækker, så det skal vi have i aften :-)

  • Kommentar from foodfanatic

    Kære Hanne
    Det lyder dejligt. Jeg håber, at den smagte jer.
    Kh Nadia


Svar