Annonce

Banankage med chokoladeganache og valnødder

Banankage med chokoladeganache og valnødder


De seneste par år har den efterhånden berømte chokoladekage med det meget beskrivende navn “mud cake” været min kage. Det er den kage, som tidligere kolleger stadig snakker om, og den kage, som min mor igen og igen beder mig om at bage til diverse sociale arrangementer i familien. Men som med så mange andre ting her i livet, var der en kage før mudcaken. I mit tilfælde var det banankage. Det var den kage, som jeg altid bagte, når der skulle deles kage ud i gymnasieklassen, da det var en nem løsning, som man ikke, uanset hvor meget man anstrengte sig, kunne ødelægge.
Dengang brugte jeg altid Arlas gode opskrift på banankage, som lå i et af de fedtede og slidte små hæfter fra det, der gik (og stadig går) under navnet Karolines Køkken. Det er også den opskrift, som jeg brugte under gårsdagens banankageproduktion – dog med flere modifikationer. Arlas kage ser en smule hverdagsagtig ud bagt i en brødform, selv om den efterfølgende overtrækkes med smeltet chokolade. Derfor valgte jeg at bruge en springform, så kagen i stedet blev rund. Da den var afkølet, blev den delt i to, hvorefter jeg smurte chokoladeganache i midten, lagde kagen sammen igen og smurte resten af chokoladeganachen på toppen og i siderne. Derefter pyntede jeg siderne med knuste valnødder, men andre slags nødder kan også bruges.

Banankage med chokoladeganache og valnødder
Man kan iøvrigt dog sagtens lave en helt enkel version uden hverken smeltet chokolade eller chokoladeganache, og stadig få en skøn, skøn kage ud af det. I dette tilfælde kan man vælge at tilsætte nogle hakkede nødder og/eller lidt grofthakket chokolade. Alternativt kan man også nøjes med en teskefuld kanel, som komplimenterer banansmagen smukt.
Det var dog ikke kun dekoreringen af kagen, som blev ændret. Jeg tilsatte mindre sukker, da chokoladeganachen både indeni og udenpå kagen bidrager til sødmen. Jeg valgte også at tilsætte dobbelt så meget banan, hvilket giver en mere gennemtrængende banansmag og en mere svampet konsistens.

Banankage med chokoladeganache og valnødder


Billedet her er taget efter en nat i køleskabet, så stykket ser ikke helt ud, som da vi rent faktisk spiste det (hvor det var for mørkt til at tage billeder). Synes dog lige, at det skulle med alligevel.

Banankage med chokoladeganache og valnødder

Banankage med chokoladeganache og valnødder

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 1 kage

Ingredienser

Banankage

  • 100 g smør
  • 125 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 3 æg
  • 150 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2 moste bananer

Chokoladeganache

  • 70 g smør
  • 200 g chokolade
  • 1 – 2 spsk fløde

Pynt

  • 100 g hakkede valnødder eller andre nødder

Fremgangsmåde

  • Indstil ovnen på 175 grader. Smelt smørret og lad det køle af. Bland mel og bagepulver. Pisk æg, sukker og vaniljesukker til en luftig masse. Vend skiftevis en smule af melblandingen og det smeltede smør i æggeblandingen. Til sidst tilsættes bananer, der røres og dejen kommes i en smurt springform på 15 centimeter eller en brødform, som passer til cirka en liter. Bag kagen nederst i ovnen i cirka 55 minutter. Den er færdig, når man kan stikke en kødnål eller lignende midt i kagen og den kommer ud ren. Lad kagen køle af.

Chokoladeganache

  • Smelt chokolade og smør ved svag varme (eventuelt over vandbad). Tag af varmen og tilsæt fløde. Lad blandingen køle en smule af, til den er blevet lækker og tyk. Del kagen i to og smør chokoladeganachen i midten, læg kagen sammen og smør resten af chokoladeganachen på toppen og på kagens sider ved hjælp af en dejskraber eller lignende. Pynt siderne med de hakkede nødder.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
49 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments