Annonce

Aspargessalat med fjordrejer og urtemayo

asparges salat fjordrejer

Foto Sarah Coghill

En af årstidens mest skattede råvarer, asparges, spirer op af jorden i disse dage, og det er om at være hurtig, hvis du vil nyde denne fantastiske forårsbebuder. Sæsonen for grønne såvel som hvide asparges er nemlig så kort, at den kan være slut, før du får set dig om. Jeg spiste den hvide udgave så sent som i går til personalemad på Henne Kirkeby Kro, hvor jeg tilbringer ugen. Min kæreste og Henne Kirkeby Kros køkkenchef, Paul Cunningham, har nemlig byttet restaurant denne uge, så Kong Hans Kælder bliver til Henne Kirkeby Kro og omvendt. Jeg og lille Julius, der i morgen er syv uger gammel, er med på sidelinjen. 
Den grønne asparges vokser i modsætning til dens hvide slægtning over jordens overflade, hvor den skyder i vejret fra omkring slutningen af april til starten af maj og frem til Sankt Hans. Den har været en populær spise siden tidernes morgen, og selv faraoerne i det gamle Egypten yndede at guffe på de saftige og sprøde stængler i ny og næ, har jeg læst mig til.
I fjor var jeg med til at afvikle en sand aspargesfest hos landmand Søren Wiuff, som er kendt for sine fremragende grøntsager. I år har jeg planer om atter at proppe mig så meget som muligt med den sunde spise, som er fyldt med fibre og strutter af vitaminer, heriblandt folat, calcium, B- og C-vitamin samt antioxidanter. Jeg skal nemlig igen i år være dommer til Samsøs Bedste Kartoffelmad, som finder sted Kristi Himmelfartsdag den 25. maj.
Her kommer en virkelig dejlig opskrift med grønne asparges og fjordrejer – en anden skøn forårs- og sommerspise. Du kan sagtens erstatte fjordrejerne med lidt kold- eller varmrøget laks, hvis lysten skulle gå i den retning.

Aspargessalat med fjordrejer og urtemayo

Salat med asparges, fjordrejer og urtemayo 

Ingen bedømmelser endnu
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 2 æggeblommer
  • ½ tsk dijonsennep
  • 1 spsk. eddike
  • 1,5 dl urteolie*
  • 2 skiver rugbrød
  • 1 bdt. asparges
  • 2 håndfulde spæde salatblade
  • 4 radiser
  • 1 spsk olivenolie
  • ½ spsk citronsaft
  • 250 g pillede fjordrejer

Pynt:

  • brøndkarse og dild

Noter

Forret til 4 personer eller frokostsalat til 2.
Urteolie kan købes eller laves ved at blende urter med olie, som bagefter sigtes.

Fremgangsmåde

  • Pisk æggeblommer, sennep, eddike, salt og peber sammen i en skål. Pisk urteolien i lidt eller lidt, til den samler sig. Hæld i en sprøjtepose og sprøjt et par cirkler i 4 skåle eller fordel med en ske.
  • Rist rugbrødet i ovnen ved 200°, til det er godt sprødt, afkøl og blend. Skær asparges i mindre stykker og lyndamp eller blanchér ganske kort, så aspargesstykkerne stadig har godt med bid. Kom direkte i isvand og dræn for at bevare den flotte farve.
  • Skær radiser i skiver og vend salatbladene med olie og eddike. Anret begge dele oven på urte-mayoen sammen med asparges, fjordrejer, rugbrødsknas og urter.
Del indlægget
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments