Kikærtesalat med chili, peberfrugt og feta


Ind imellem kan det der med salater være en halvkedelig affære. Jeg har selv haft tendens til at lave det samme igen og igen, når jeg trænger til lidt grønt tilbehør, og det er ærgerligt. Det kræver blot en smule omtanke, når ingredienser sættes sammen, og pludselig kan man stå med det lækreste og det mest vanedannende tilbehør til grillmaden, kyllingen eller en god tomattærte, som det var tilfældet, da jeg lavede ovenstående kikærtesalat.

Jeg havde et par venner på besøg til middag, inden vi skulle ud i det københavnske natteliv, og havde sat mig for at lave tomattærten. Tilbehøret blev en cremet spidskålsalat med ananas, hjemmebagt foccacia og denne kikærtesalat med rød peberfrugt, tomater, rødløg, persille, feta og en lille smule finthakket chilipeber. Dressingen var ganske enkel: olivenolie og saften af det meste af en citron samt salt og peber. Lad gerne salaten trække noget tid, så smagene rigtig trænger ind.

Læs mere…

Hummer med hvidløgssmør og ovnbagte grøntsager

Det er sjovt, som visse madminder fra barndommen står stærkt i min erindring. Et af disse er første gang, jeg smagte hummer. Jeg har nok ikke været meget mere end ti år gammel, men jeg husker stadig den dengang noget fremmede smag fra de knaldrøde skaldyr, som nogle rige, tyske venner havde taget med til grillaften hos os en lun sommeraften. Lige så lidt interesseret jeg var i hummeren dengang (deres pæne, jævnaldrende søn var meget mere interessant), lige så uvirkeligt forekommer det mig i dag, at mit daværende jeg – en lille “foodie in the making” – ikke kastede sig frådende over det delikate skaldyrkød. Efter cirka 24 timers non-stop regn over København, er det dejligt at tænke tilbage på den dag, som på sin vis symboliserer alle barndommens somre – duften af grill, ubekymret leg og evig sommersol.

Ovenstående hummere var de første, jeg selv har kogt. Det virker noget barbarisk at slå et levende dyr ihjel, men efter forrige sommers krabbekogning var jeg hærdet. Sådan da. Jeg vidste, at det der med at overveje at navngive dyrene var en dårlig idé, og jeg havde allerede gjort op med mig selv, at den mest humane måde at slå dem ihjel på, var ved at lægge dem i fryseren i en 20 minutters tid, hvilket eftersigende skulle sløve dem, og dermed gøre den mindre detalje med, at de koges levende, lidt nemmere at håndtere for en person, som går nogenlunde op i dyrevelfærd (så længe vi lukker øjnene for, hvordan foie gras egentlig bliver til).

Læs mere…