
Hvert eneste efterår fortæller jeg mig selv, at nu skal det være: jeg skal på svampejagt! Den kedelige sandhed er dog, at det endnu ikke er sket. Blandt andet fordi det kræver koordinering med sted, tid, venner, transport og så videre, men også fordi at jeg i mangel af kendskab til danske svampe (og udenlandske for den sags skyld) uden tvivl vil ende med at forgifte mig selv og alle dem, der kommer i nærheden af mit køkken. Heldigvis for mig og andre svampeelskere, der ikke kan kende forskel på grøn fluesvamp og dens spiselige look-alikes, har supermarkederne ofte et godt udvalg af forskellige svampe især i efterårsmånederne, mens man resten af året altid kan få fat i champignons.
Opskriften her er inspireret af den svampebruchetta, jeg skrev om for nogle dage siden. Dengang brugte jeg blandede svampe som kantareller, østershatte og markchampignon, mens jeg denne gang nøjedes med at bruge den bakke champignon, som havde gemt sig på et af køleskabets hylder i nogle dage, og som trængte til at blive spist snarest. Kan man ikke få fat i andre friske svampe end champignon, og man ønsker en lidt mere intens svampesmag, end disse kan levere, så kan man købe en pose tørrede svampe. Blend dem til et fint pulver, og kom en spiseskefuld i saucen med champignon. Det var et trick, jeg lærte af Flemming Rune, formand for Foreningen til Svampekundskabens Fremme, da jeg interviewede ham for et stykke tid siden.


