Der er noget særligt over mad, der kommer i små pakker. Om det så er ‘en papillotte’, altså i små papirspakker hvori fyldet har dampet, eller om det er i folie eller brød, det er sådan set underordnet. For mig føles det næsten som at få en lille gave, da det er ikke før første bid, eller før man folder papiret til side, at duften og smagen afsløres. De berømte cornish pasties er naturligvis ingen undtagelse. Den berømte spise fra Cornwall i England har været kendt i mange hundrede år, og det siges endda, at Jane Seymour, den dameglade Kong Henrys tredje hustru, var glad for en pasty i ny og næ.
Senere udviklede pasty’en sig fra at være en fin spise til minearbejdernes foretrukne frokost. Cornwalls koner og døtre stod tidligt op og bagte store pasties, som kunne udgøre en hel frokost. De skrev initialerne for deres mand, søn eller hvem, der nu skulle spise den, med den overskydende dej, så der var mulighed for at kende forskel på de forskellige pasties nede i Cornwalls miner. Brødet rundt om fyldet forseglede “pakken” så godt, at når det blev frokost, var de stadig lune indeni.
Fyldet har uden været påvirket af indkomsten i husstanden, men i dag er der bred enighed om, at den klassike udgave indholder oksekød, løg, kålrabi og kartofler. Det betyder dog ikke, at den traditionelle cornish pasty ikke stadig diskuteres blandt pastybagere, pastyelskere og indbyggerne i Cornwall. Skal fyldet blandes inden det kommes på dejen eller lægges lagvist, skal den foldes over midten eller i siden? Skal den laves af mørdej, butterdej eller noget trejde? Og dødsstraf til den stakkel, der vover at komme gulerod i! Læs mere…
