Hvordan laver man den perfekte jordskokkesuppe?

Selv selverklærede madnørder som undertegnede har dage, hvor det hele går galt i køkkenet. For noget tid siden fik jeg fingrene i disse fantastiske jordskokker fra Den Økologiske Have i Odder syd for Århus. Efteråret var netop sat ind med al dets blæst, kulde og regn, og jeg besluttede mig derfor for, at de smukke rødder skulle forvandles til den dejligste jordskokkesuppe, som naturligvis skulle sætte helt nye standarder for brugen af rodfrugter i det lille hjem samt vække jubel blandt medspisere, når den blev indtaget i dyb stilhed kun afbrudt af “uuhm” og “aaah” i ny og og næ. Det gik dog ikke helt efter planen.

Som oftest når jeg laver mad, fulgte jeg ikke nogen anden opskrift, end den jeg udtænker undervejs, men i lige dette tilfælde havde det måske været en god idé. Sagen er, at jeg kun har lavet jordskokkesuppe én gang før, og det er flere år siden. Alligevel var det ret imponerende hvor mange ting, der egentligt nåede at gå galt på relativt kort tid.

Læs mere…

Boller i karry

Boller i karry er en af de dejligt nemme hverdagsklassikere, som til trods for dens simplicitet altid vækker glæde blandt medspisere, når de træder ind i køkkenet, som kommer til at dufte skønt af karry, stegte løg og barndomsminder.

Selv om det er en ret, som jeg har kendt i lige så lang tid som eksempelvis frikadeller og høns i asparges, så er boller i karry alligevel ikke noget, som jeg helt forbinder med klassisk, dansk mad. Måske er det på grund af karryens eksotiske oprindelse. Selv i en klassisk opbagt sovs med frikadeller (for boller i karry er mere eller mindre blot kogte frikadeller i karrysovs) er jeg sikker på, at retten engang har virket lige så eksotisk hjemme i hverdagskøkkenet, som dim sum eller peking and er i dag for den generation, som er vokset op med spaghetti med kødsovs og fransk løgsuppe.

Læs mere…

Sidste chance for at vinde

Så er det ved at være sidste chance for at vinde brændevin, som er så god, at selv restauranter som Noma og Nimb bruger den.Vi udlodder desuden også tre bøger om brændevin, som foruden historie og baggrundsinformation om drikken indeholder smukt fotograferede retter med opskrifter fra nogle af landets bedste kokke.

Brændevinen og bøgerne stammer fra det sydfynske frugtbrænderi Aqua Vitae, som får sine råvarer fra lokale frugtavlere.

Alt du skal gøre for at deltage i lodtrækningen er at gå ind på vores Facebook-side og give dit bud på en kulinarisk oplevelse i Danmark.