Stegte sild i eddike

Stegte sild i eddike er en fast del af vores smørrebrødskultur, og alt andet ville da også være en skam, da de smager forrygende – hvis de altså er hjemmelavede. Hermed ikke sagt, at jeg ikke har købt den færdiglavede version adskillige gange, men den hjemmelavede kan noget helt særligt, som gør, at jeg er stor tilhænger – balancen mellem det sure og det søde kan tilpasses, så det passer til lige netop dine smagsløg. Personligt finder jeg supermarkedets versioner alt for stærke i smagen, så jeg kommer vand i min lage, hvilket giver en lidt mildere smag.

Jeg har allerede skrevet om stegte sild i eddike én gang her på bloggen, men efter jeg lavede disse på billedet for kort tid siden, fik jeg lyst til at bringe opskriften her på bloggen igen – ikke bare fordi det smager himmelsk, men også fordi, at det tidligere indlæg var ganske kort. Dengang havde jeg travlt med mit projekt om julemad, og denne gang er det hovedopgaven, som optager mig de fleste af mine vågne timer – alligevel ser det ud til, at lysten til at tilberede traditionel, dansk mad får sneget sig ind. Desuden synes jeg, at der var en del mere, som burde have været med dengang, da der mere at sige om denne frokostklassiker.

Læs mere…

Vind eksklusiv brændevin + bog med lækre opskrifter

Vi har lige skudt vores første konkurrence i gang på Culinary Denmarks hjemmeside for at fejre, at vi er gået i luften. Der er nogle lækre præmier at hente, som uden tvivl vil vække glæde hos alle med interesse for god mad og drikke.

Vi udlodder to flasker brændevin fra Aqua Vitae på Sydfyn, samt tre bøger om brændevinen skrevet af manden bag det fynske frugtbrænderi.

Jeg har taget et lille sneak peak i bogen, og jeg kan afsløre, at den foruden historie og baggrundsinformation om brændevin indeholder de mest fantastiske opskrifter udviklet af nogle af landets bedste kokke – alle opskrifterne er desuden smukt fotograferet.

En af opskrifterne lyder eksempelvis på hareragout med pære, valnødder og jernurt. Opskriften er udviklet af Torsten Vildgaard, som indtil fornylig var souschef på Noma. Opskrifterne indeholder enten brændevin, eller også er der tale om retter, hvor brændevin er den perfekte følgesvend. Førnævnte opskrift er naturligvis ingen undtagelse – her er der brugt pærebrændevin til at lave pæregele, som er en af komponenterne i retten.

Aqua Vitae leverer brændevin til nogle af landets bedste restauranter såsom Noma, Nimb og Falsled Kro.

Læs mere…

Thailandske stegte ris med kylling (khao pad)

Stegte ris med kylling, rejer eller hvad man nu lige har lyst til, er Asiens svar på biksemad. Man bruger en rest ris samt det kød og de grøntsager, man nu engang har ved hånden og smider det hele i en wok. Der steges, krydres og lidt efter står man med super lækker mad.

Opskriften her er, som de fleste andre thailandske opskrifter her på siden, fra min thailandske mor. Den er nem at gå til, og fyldet kan varieres i en uendelighed. Jeg foretrækker den med nedenstående ingredienser, men små blomkålsbuketter skåret i tynde skiver og stegt, så de stadig er sprøde, er nu også godt i denne ret.

Læs mere…

Ny hjemmeside om kulinariske oplevelser i Danmark

Tag et smut forbi www.culinary-denmark.com, som guider til bedste kulinariske oplevelser i Danmark. Siden opdateres løbende med web-tv, soundslides og artikler, hvor vi vil skabe fokus på de mange spændende muligheder, festivaler og events, der findes rundt omkring i landet. Indholdet på siden handler ikke kun om den del af gastronomien, som koster en mindre formue, men i lige så høj grad om gode gårdbutikker, dansk øl og vin, lokale producerende, markeder, konditorier og meget andet.

Hjemmesiden har til formål at gøre både danskere og udenlandske besøgende opmærksomme på alle de gode, kulinariske oplevelser, som man kan få i Danmark. Vi vil samle informationen et sted, så man ikke skal bruge timevis på nettet for at finde frem til de gode, kulinariske oplevelser.

Læs mere…

Grydestegt kylling med skilt sovs og agurkesalat

Grydestegt kylling med skilt sovs, kogte kartofler og hjemmelavet agurkesalat er traditionel, dansk mad, når det er bedst. Denne opskrift er nem at gå til. Selv om det tager en times tid, fra man begynder, til maden er færdig, så er der ikke det store arbejde i retten, da kyllingen passer sig selv i gryden, og agurkesalaten kan laves på bare fem minutter.

Jeg har ikke været i stand til at få tankerne fra grydestegt kylling, siden jeg i sidste uge lagde opskriften på tarteletter med høns i asparges på bloggen. I indlægget kom jeg til at nævne denne skønne, skønne ret, og det må have sat sig fast. Det er dog ikke underligt, for kombinationen af det saftige kyllingekød, den cremede sovs og det søde og syrlige fra agurkesalaten er noget nær ren lykke, når det som i dette tilfælde blev serveret på en blæsende og regnfuld aften.

Læs mere…